Hun kyssede ham sgu!
Og nu gør hun det igen…

Denne gang holder hun armene omkring ham.

Jeg så dem komme gående langsomt i sandet ned mod strandkanten, som jeg soppevandrede langs.
Hun holdt ham i hånden, men ikke ligesom min kæreste og jeg.
Mere som når man går i hånd med et barn eller en syg person.
De så ud til at være i 50’erne.
Tænkte, at der måtte være noget galt med ham.

Lidt efter nærmede de sig mit sted i det tørre sand, som jeg i mellemtiden havde indrettet til open-air skriveplads. Nu var det dem, der soppetraskede i solen gennem det lave vand.

Ud for mig sagde han nogle høje – for mig uforståelige – lyde til hende og hun stak noget i munden på ham. Så kyssede han hende. Jeg tænkte på, om hun rigtig var med, altså om hun kyssede med af vane, eller om hun blot tog imod for at være sød. Kunne hun virkelig nyde at kysse en mand, der gør det, som en mand gør, men som så ud til at fungere som et mindre barn? De gik igen tilbage langs stranden, mens han sagde sine uartikulerede høje lyde. Lidt efter var det sgu hende, der kyssede ham!

Umiddelbart efter kom en ældre mand med en meget stor og ’holdt’ brystkasse forbi. Jeg vidste, jeg kendte ham, men huskede ikke hvorfra.
Først da han kaldte på sin hund, faldt ti-øren.
Det var ham den venlige mand fra det der kaffested, ham, der havde fået en blodprop for nogle år siden, men som nu klarede sig fint igen og hyggede sig med sin kone, der administrerer en offentlig bygning, som hans traktørsted er tilknyttet.

Mærkede at noget i mig følte en lettelse ved at se disse scener udspille sig foran mig. At man kan være elsket, selv om man ikke fuldt ud kan være den stærke, beskyttende mand. At andre end jeg selv er i stand til at se og at værdsætte de essentielle værenskvaliteter, som ikke kan finde vej til Facebook og lignende offentlige steder.

En lettelse for hvem? Mit ego, formentlig. Det kender til at være inde i tågede perioder, hvor det mærker sin lidenhed og føler utryghed, fordi det ikke kan finde en retning at tromle udad, ikke stoler på sin indre visdom, og ej heller kan mobilisere smarte løsninger.

Når disse to mænd kan være elsket uden at have ret meget at give, så har jeg – der dog har den store glæde at være sund og rask og både intellektuelt og psykisk velfungerende – måske stadig en chance.