Henrik Juul har virket som stress-behandler og coach gennem mange år.
Stress-behandling finder dels sted under individuelle sessioner og dels via arbejde i grupper.
Forhør dig om næste stress-release kursus på info@henrik-juul.dk eller SMS på 24407588.
Råd mod stress
Langt de fleste stresstilfælde er naturlige reaktioner på belastninger i det omgivende miljø. Og en del af disse skyldes en kombination af ydre pres og en personlig sårbarhed. De følgende råd er fra min bog “LEDERSKABETS ESSENS” (Akademisk Forlag, 2021). De tilbyder en håndsrækning til at forebygge stress og handler om, hvad du kan kigge på i dig selv, efter du har identificeret de ydre kræfter, der skubber din psykiske og kropslige balance ud af ligevægt.
Vores personlighed i høj grad styret af det psyko-software, der op igennem vores leveår har installeret sig i sindet. I forhold til stress drejer det sig primært om ti drivere. Omtrent alle er de baseret på nogle meget fine egenskaber, men som altid er det et spørgsmål om at mærke, hvornår noget er for lidt, og hvornår det er for meget. Hver af disse (ego-)drivere skal først opdages/ afsløres, og dernæst skal de overvåges og administreres via vedholdende opmærksomhed og en fast hånd.
Opdag dine personlige stressdrivere
Tjek listen igennem og noter dig, hvilke personlige ”advarselslamper” du skal lære at kende.
- Engagement. Du involverer dig for meget i for meget og lover for meget.
- Urealistisk tidsoptimisme. ”Jeg kan også lige …”. Betragt ordet ”lige” som et stressfarligt ord.
- Kreativitet og iværksættertrang. Du sætter mere i gang, end du kan overkomme.
- Glemmer kroppen. Du overhører kroppens signaler.
- Idéer om altid at skulle være rationel og totalt effektiv. Det belaster dig og kan skade dine relationer.
- Trang til perfektion. Du har svært ved at slutte af. Kommer for langt ud.
- Vil gøre tingene selv. Du arbejder for meget alene.
- Behov for anerkendelse og accept. Du har en frygt for ikke at være ”der, hvor det sker”.
- Overansvarlighed. Du tager for meget på dig. Mærker ikke dine begrænsninger.
- Har svært ved at sige nej. Du udtrættes og mister selvrespekt. Når du ”ofrer” dig, risikerer du at gøre andre til krænkere.
Det er med disse drivere ligesom med for eksempel elektricitet: Brugt rigtigt er de en vidunderlig gave, mens de ved forkert brug og dosering kan være sundhedsskadelige eller decideret dødsensfarlige.
Personlig anti-stress-praksis
- Øv dig i at være til stede i nuet. Praktiser for eksempel mental træning for at genlære din underbe- vidsthed at støtte dig i dette. Stop op og følg opmærksomt åndedrættet.
- Identificer og få styr på de ydre stressorer – det, som stresser dig i omgivelserne.
- Identificer og få indsigt i dine indre stressorer – og lær at administrere dem.
- Tjek efter, om du overser eller ignorerer følelser og kropslige signaler.
- Vær bevidst om dine værdier og prioriteter.
- Hold døgnvagt ved overjeget, som uden tvivl er den mest kraftfulde indre stressor.
- Vær opmærksom på overjegets to primære ”værktøjer”:
• At kommandere, koste rundt med dig, presse dig
• At kritisere, nedgøre, udskamme dig (dit ego). - Stop med at hypnotisere dig selv til at tro, at du lider af stress, hvis det blot drejer sig om, at du i en periode har særligt travlt.
- Indse, at du er blevet ramt af stress, når du mentalt og kropsligt føler dig vedvarende overbelastet/overvældet, og erkend, at du skal standse op, måske endda give op, stå af, før det er for sent.
- Indstil dig på, at der skal en rum tid til, før stressrelaterede forstyrrelser i organismen igen er bragt i sund balance.
- Gå ned i tid. Hvis du har en arbejdsuge på 40 timer eller derover og fx samtidig er småbørnsforælder, er det ekstremt svært at få tingene til at hænge sammen uden at skulle halse igennem hverdagen. Arbejde, logistik og forpligtelser kommer til at fylde for meget i billedet. Din krop, dine tanker og dit nervesystem er på konstant overarbejde.
- Gør noget godt for kroppen. Hver dag. Stræk, yoga, bevægelse af enhver art.
Tanker, problemer, psykiske spændinger låser sig i kroppen.
Mindfulness og meditation
For at bevare overskud på ”giv-til-andre”-kontoen – skal du også kunne passe på dig selv. Og her kommer vi igen ikke uden om nødvendigheden af at forstærke selv- indsigt, kropsbevidsthed, nærvær og afspændingsevne med mindfulness og meditation.
Rigtigt anvendt medvirker mindfulness til bedre jordforbindelse og vågen tilstedeværelse i nuet, åbner og letter meditation adgangen til visdom og videnslagre helt ud i sindets afkroge. Ved at praktisere både meditation og mindfulness i din dagligdag, balancerer du din energi og bodybuilder din hjerne på den blide måde – så du både bliver meget mere afspændt og samtidig mere årvågen, klar, nærværende og vital.
Den årvågne afslapning er en ubunden, faktisk åndelig tilstand i organismen, der giver optimal adgang til ens reservoirer af viden og visdom samt styrker evnen til at sanse. En decideret flowtilstand.
