Nedad, nedad, nedad. Opgiver at tælle trinene. Mindst 20 meter under den gamle plads i Prag.

Jeg bliver ført ind i et af de små, underjordiske kamre fra før år 1300. Mindre end ti minutter efter ligger jeg på maven, stønnende og allerede forpint af en ekstrem smerte. Med en kampvægt en hel del over min, men lavere af højde, står en person nu med den ene fod og hele sin kropsvægt hvilende på bagsiden af mit ene lår.

Først efter uendelig lang tid lettes trykket en anelse, fordi den anden fod nu sættes, eller rettere bores ned i kødet over lænden. Derefter kravler hun på sine stenhårde knæskaller op langs min rygsøjle.

Ja, det er en kvinde. En specialtrænet kvindelig elitesoldat, forestiller jeg mig. Det varer ikke længe, før hun borer et hårdt redskab ind til sindssygt smertende punkter dybt inde i armhulens og skulderens stærke sener og muskelfibre. Hun lægger ikke fingrene imellem. Eller rettere, det er faktisk det hun gør. Det hårde redskab viser sig at være hendes tommelfinger. Med sine monsterstærke dræberhænder presser hun fingrene ind imellem ribben, knogler og muskelmasse og stopper ikke, selvom hun trænger til bunds i alle mine hemmelige ømme punkter.

Når hun har fundet smerten i de kendte akkupunkturpunkter, laver hun bare selv nogle nye og trykker tommelen i bund samt rundt og rundt, dybere og dybere. Hvert øjeblik får jeg kendskab til følelser, jeg ikke var klar over jeg havde. Vel at mærke fra den smertefulde del af følelsesregisteret.

Jeg prøver at blive i smerten, acceptere den og gå ind i den. Det bedste jeg har lært – og som jeg har lært mange andre mennesker. Det er bare helt umuligt, så stærk en smerte kan man ikke udholde! Jeg giver efter, spænder i mod, spræller, råber og griner, men hun fortsætter bare. Jeg er nødt til at spænde imod, ellers vil hun knuse mig.

Normalt er jeg stærk, tåler knubs både fysisk og psykisk, bliver fx aldrig bedøvet hos tandlæger. Samtidig er jeg også følsom, kan sagtens fælde en tåre eller to over menneskelig lidelse og film, hvor f.eks. mennesker mødes eller skilles. Nu har hun holdt min pulsåre trykket ned så længe at noget er ved at sprænges!

At jeg rummer så megen og så ufattelig store smerter kom bag på mig. Hvor kommer de dog fra? Årtiers livtag med livet? Fortids sorg henlagt i depot? For hårdt og forkert brug af kroppen?

Kvinden, der udfører præcisionstortur på min fysik, slører sit forehavende ved blidt – men helt klart sadistisk – at nynne med på den thailandske popmusik, som danner lydkulisse til mine pinsler.

Mens jeg stadig i god tro sad ovenpå og ventede, betragtede jeg beundrende de mange thai-massørers arbejde med fod- og rygmassage, samtidig smådrømmende om milde kvinder, der om et øjeblik, med omsorgsfulde hænder, nænsomt og gradvist, ville nedsmelte den gamle pak-is i mit forfrosne legeme. Havde allerede i tankerne udvalgt er par stykker af de lette og blide piger til at forestå den vidunderlige behandling af mig.
Da jeg for lidt siden bestilte og betalte for sessionen, havde jeg også cool og totalt overlegent forlænget den fra 60 til 90 minutter. Kun tidsnød afholdt mig fra at bestille 2 fulde klokketimer i Helvedes kælder.

Men da vidste jeg ikke, hvad klassisk Thai-massage er.

Der var ikke nogen happy-ending her. Hvad det så end er. Da jeg, radbrækket og forkommen, vakler op ad trappen, møder vi nogle andre massører. De fniser og ler til min vogter, mens vi passerer forbi. De var da udmærket klar over, at jeg havde været underlagt over-bulldozerens terror.

Vanen tro fokuserer jeg på det positive, og glædes over den befriende strøm af livskraft, der nu ruller og danser mere frit i min krop.
Og sjovt nok virker thai-kvinden nu nærmest venlig.